Love this place

Så meget er sket på seks dage, det er helt sindsygt! Først vil jeg lige fortælle lidt om flyveturen, den kedelige del:

Det var ikke så svært at sige farvel, fordi jeg glædede mig så meget. Da jeg skulle have min baggage checket ind, havde jeg overvægt. Min vægt derhjemme sagde jeg havde 23,5 kg eller der omkring med, men det var ikke just præcis. I lufthavnen vejede den 25,4 kg, og jeg skulle betale 750 kr.. Undskyyld mor og far :( Flyveturen til Frankfurt gik virkelig hurtigt. Men da vi kom til Frankfurt og ville have noget mad, kunne vi ikke finde noget. Jeg forstår virkelig ikke hvordan en lufthavn ikke kan have mad. Vi kunne vælge mellem nogle sandwiches eller saltkringler. Jeg fik en sandwich, og det var nok noget af det mest forfærdelig jeg nogensinde har smagt! Appropos forfærdelig, flyveturen til Washington. SÅ lang. I Washington skulle vi igennem immigration, hvilket var pænt ubehageligt. Jeg kunne slet ikke høre hvad ham manden sagde, og han spurgte om ting der var irelavante for det hele. Sådan "What does your father do?" "He's an auditor" ""What does he do at work?" "Umm, I don't know." "He deals with money?" "Sure".

Da vi kom ud af alle sikkerhedschekene var der nogle mennesker med YFU t-sirts der fulgte os ud til de gates vi skulle til, det var meget rart. Flyveturen til Detroit, var med et meget lille fly, men det tog kun en time. På det tidspunkt var jeg meget sulten og træt. Men da vi kom ud af flyet blev jeg straks meeeeget friskere. Vi skulle gå ud i sådan en ankomsthal hvor man også fik sin baggage. Alle YFU'erne gik ud i en stor flok, og mange af deres familier stod derude med skilte og flag. Men der stod ikke nogen til mig, så jeg gik bare videre, og pludselig så jeg Alec (værtsstorebror) og Ryan (hans bedste ven) som gik rundt et stykke væk. Jeg krammede dem, og bagefter gik vi ned og fandt min værtsmor, værtslillesøster og værtsmormor. Vores fly var ankommet rigtig meget før tid, der stod på papirene at det ville tage 1 time og 35 min, men det tog kun 55 min. Jeg var ret sulten, så vi tog på en restaurant. Jeg kørte med Alec, Ryan og Amira i Alec's truck, og vi hørte sindsyg høj rapmusik, mens Ryan skreg "Welcome to Americaaaaaaaaa!". Hahahahah, det tror jeg aldrig jeg glemmer! :D Vi kørte forbi en Wallmart, hvilket er noget jeg havde glædet mig meeeget til at se, så da jeg så den var jeg sådan "Is that...a WALLMART??". De grinede mega meget af mig, og siden har de fortalt det til alle fordi de synes det var så sjovt, haha.

Vi kørte hen og fik noget mad og bagefter kørte vi hjem. Mit værelse er sindsygt, det er hele huset faktisk. Jeg sad i kælderen et godt stykke af natten. Jeg havde været så træt, men da jeg kom frem havde jeg pludselig mega meget energi. De er virkelig sjove, og vi bestemte os for at tage til Walmart klokken 1 om natten, dvs. 7 om morgenen DK-tid. Det var sjoooovt.

Næste dag tog vi over på skolen for at få mig skrevet ind og vælge fag. Jeg blev senior, sidsteårselev, og får lov til at komme med til prom og graduation! Yaayyyyy

Af fag fik jeg:

Psychology
Government
Intro to video (mediefag)
Marketing II (Det kunne jeg tage i stedet for matematik, fordi der indgår lidt matematik i det, og så ville jeg heller ikke få så mange lektier. Plus, det er spændende)
Spanish 1
Social Issues in the 21st Cent. (den glæder jeg mig til!)

Jeg kan ikke huske hvad jeg har valgt i andet semester, men jeg skal have en senior engelsk klasse, som hedder noget med "Media, productions and literature" og sociologi.

Hvis jeg ikke kan lide dem, kan jeg måske få dem ændret. Da vi sad og valgte fag nævte Su noget om jeg måske ville på svømmeholdet, så der var en der tilkaldte træneren. Han kom og spurgte om jeg var interesset i at komme med, og det ville jeg jo gerne. Var ret nervøs for det, men sagde ja, for man må aldrig misse sådan en chance. Deres første "meet"og billeder af holdet var bare et par timer, så jeg tog over og købte en badedragt og dykkerbriller. Jeg troede et "meet" var et slags møde hvor de skulle snakke om den kommende sæson og sådan noget, meeeen det er så her det engelske sprog vælger og snyde mig. For et "meet" er et stævne, et møde mellem to skoler. Jeg svømmede ikke, men var kun lidt med til at varme op og lave cheers, de havde så mange og de var virkelig sjove. Folk var oppe og køre. Lige før selve stævnet skulle starte skulle vi stå på en række og holde hinanden i hånden mens nationalsangen spillede og et amerikansk flag blæste i vinden på scoreskærmen. Skæbnesagtigt.

Stævnet var mellem Dearborn og Belleville, som vist nok er deres største rival i svømning, og en af de eneste de taber i mod. Vi tabte (man tæller point) men det gik stadig godt. Vores udspringere vandt dog, de er vildt gode.

De efterfølgende dage mødte jeg en masse mennesker, sådan VIRKELIG mange. Vi flyttede Alec ind på hans kollegieværelse, haft et BBQ for mig og været til svømmetræning (som var HÅRDT).Folk er så søde og mit engelske gik godt. Jeg har det så godt med familien og deres venner, og jeg føler mig SÅ hjemme i huset. Har det som om jeg har været her altid.

Jeg er virkelig lykkelig her, og jeg er allerede bekymret for at tage hjem.