onsdag den 27. juni 2012
FAMILIEEEE - Sådan på en måde...
Mens jeg sad og skrev det forrige blogindlæg ringede min far, med gode nyheder. Jeg besluttede mig dog for at skrive det andet færdigt først og ikke slette det hvor der stod "Intet nyt endnu, har ikke fået familie", bare så det hele gav mere mening.
Anywayyys, min far ringede ind til YFU og der er en familie i Michigan der kigger på mig! Deres interview bliver formodentlig i denne her weekend (fordi det er det tidspunkt de YFU-frivillige har tid)! :D Jeg har dimission fra min folkeskole i dag, så jeg skal sende mit afgangsprøvebevis til dem, så min skole kan få det!
Jeg er helt vildt glad!
Visum m.m.
Stadig ingen familie. Men jeg har fået visum og afrejsedato, det er absolut fremskridt!
Visumprocessen var kedelig, man skulle starte med at udfylde en masse former på internettet, og det var selvfølgelig meget juridisk og tog lang tid.. Der efter skulle man bestille tid til ambassaden, min tid var d. 20/6. Da jeg kom der ud (Østerbro) fandt min far og jeg ud af, at vi have glemt mappen med aaaaalle de vigtige papirer derhjemme. Smart, ja jeg ved det. Så jeg måtte gå over til ambassaden og min far måtte skynde sig at køre hjem og hente det.. Jeg gik ret meget i panik.
Da han så kom tilbage, måske 25 min efter, var det "kun" 10 min efter jeg rigtig skulle have været der, og der var heldigvis ikke et problem, for jeg havde ikke som sådan en tid, man havde bare fpet tider så alle ikke ville komme på samme tid. Jeg kom ind på ambassaden (man skulle vise sit pas til nogle vagter for at komme ind), hvor der var sådan et sikkerhedstjek lige som i lufthavnen. Man skulle også give sin mobil. Så skulle jeg gå ind af en dør til "venteværelset". Det lignede mest af alt et venteværelse hos en læge, det var meeeeget mindre end jeg havde forestillet mig. Der gik sådan 5 minutter så var det min tur, og jeg skulle bare give en dame alle papirene. Derefter gik der sådan 10 minutter, før mit navn blev kaldt op af en amerikansk mand (med den mest perfekte accent), som skulle interviewe mig. Det varede kun sådan 3 minutter, og han spurgte bare om jeg glædede mig, om jeg havde fået værtsfamilie og om hvor tilfreds jeg var med YFU.
Nogle dage efter kom mit visum, som et helt vildt flot :D Det har Abraham Lincon og kongressen i Washington DC på, og over billederne står der nogle ord, som USA vægter højt (gætter jeg på).
For cirka en uge siden, fik jeg afrejsedato. Jeg vidste i forvejen hvad de to datoer var, d. 8 og d. 29 august, og fordi jeg ikke havde fået familie, regnede jeg med d. 29. Det var også den jeg fik, vi skal flyve tidligt om morgenen (klokken 6, eller der omkring) til Frankfurt, hvor vi derefter flyver til Washington DC. Derefter gætter jeg på jeg skal videre til Detroit :)
Der er kun lidt over 60 dage tilbage, og jeg glæder mig så helt vildt meget!
Visumprocessen var kedelig, man skulle starte med at udfylde en masse former på internettet, og det var selvfølgelig meget juridisk og tog lang tid.. Der efter skulle man bestille tid til ambassaden, min tid var d. 20/6. Da jeg kom der ud (Østerbro) fandt min far og jeg ud af, at vi have glemt mappen med aaaaalle de vigtige papirer derhjemme. Smart, ja jeg ved det. Så jeg måtte gå over til ambassaden og min far måtte skynde sig at køre hjem og hente det.. Jeg gik ret meget i panik.
Da han så kom tilbage, måske 25 min efter, var det "kun" 10 min efter jeg rigtig skulle have været der, og der var heldigvis ikke et problem, for jeg havde ikke som sådan en tid, man havde bare fpet tider så alle ikke ville komme på samme tid. Jeg kom ind på ambassaden (man skulle vise sit pas til nogle vagter for at komme ind), hvor der var sådan et sikkerhedstjek lige som i lufthavnen. Man skulle også give sin mobil. Så skulle jeg gå ind af en dør til "venteværelset". Det lignede mest af alt et venteværelse hos en læge, det var meeeeget mindre end jeg havde forestillet mig. Der gik sådan 5 minutter så var det min tur, og jeg skulle bare give en dame alle papirene. Derefter gik der sådan 10 minutter, før mit navn blev kaldt op af en amerikansk mand (med den mest perfekte accent), som skulle interviewe mig. Det varede kun sådan 3 minutter, og han spurgte bare om jeg glædede mig, om jeg havde fået værtsfamilie og om hvor tilfreds jeg var med YFU.
Nogle dage efter kom mit visum, som et helt vildt flot :D Det har Abraham Lincon og kongressen i Washington DC på, og over billederne står der nogle ord, som USA vægter højt (gætter jeg på).
For cirka en uge siden, fik jeg afrejsedato. Jeg vidste i forvejen hvad de to datoer var, d. 8 og d. 29 august, og fordi jeg ikke havde fået familie, regnede jeg med d. 29. Det var også den jeg fik, vi skal flyve tidligt om morgenen (klokken 6, eller der omkring) til Frankfurt, hvor vi derefter flyver til Washington DC. Derefter gætter jeg på jeg skal videre til Detroit :)
Der er kun lidt over 60 dage tilbage, og jeg glæder mig så helt vildt meget!
Abonner på:
Opslag (Atom)